Hvorfor hæves pengene to gange på kundens bankkonto?
Når en kunde har betalt med et MasterCard eller Visa, fremgår betalingen nogle gange dobbelt på kundens kontoudtog. Men det er der en simpel forklaring på.
Når du tager imod en betaling på din hjemmeside, sker der teknisk set to handlinger:
1. Beløbet reserveres på kundens kort, når kunden gennemfører betalingen.
2. Beløbet trækkes, når du via din ePay-administration eller dit eget system hæver betalingen.
Nogle gange ser det ud som om, at beløbet er hævet to gange på kundens bankkonto. Det skyldes, at begge ovennævnte handlinger nogle gange fremgår på kontoudtoget, når der er brugt MasterCard eller Visa. Den første er en reservering af beløbet, mens den anden er selve hævningen.
Du kan eventuelt bede kortholderen logge på sin netbank på computeren (ikke tablet- eller mobilversionen) og finde de detaljerede oplysninger. Her vil kortholderen nemlig kunne se forskellen på de to.
Reserveringen forsvinder
Bemærk, at reserveringen forsvinder fra kontoudtoget igen. Dog kan der gå op til 30 dage, inden det sker.